Portugal
På denne rejse får vi de bedste bidder af Portugal: Lissabon med sin tidløse skønhed og charme, der ligesom Rom er bygget på 7 høje. Middelalderens portugisere kaldte stolt deres hovedstad for verdens 8. vidunder. Porto, som ikke kun har lagt navn til portvinen, men til hele landet, er en by med masser af historie, charme og sprudlende livsglæde. Samtidig besøger vi også mange af Portugals religiøse centre, f.eks. Braga med sine utallige kirker og kloster, Bom Jesus, et af landets mest berømte valfartssted, som hvert år besøges af utallige pilgrimme: Langt de fleste portugisere er katolikker og lægger ikke skjul på det! Alle vore sanser bliver pirret på denne rejse: synet af smukke bygninger, lyden af klirrende sporvogne, duften af stegte sardiner, smagen af dejlige vine. Vi kommer hele spektret rundt!
Rejsebeskrivelse
DAG 1: ANKOMST
Ankomst til Lissabon lufthavn, hvorefter vi kører til vort hotel, hvor vi har 2 overnatninger.
DAG 2: LISSABON - SINTRA - CASCAIS
Efter morgenmad skal vi på byrundtur i hovedstaden Lissabon, som er bygget på 7 høje ved floden Tagus. Her besøges byens gamle borg, Castelo de Sao Jorge, der er beliggende på den højeste høj, hvilket giver en storslået udsigt over byen, Tejo-floden og Alfama. Allerede for 2000 år siden opførte romerne en fæstning på stedet, og senere byggede vestgoterne og maurerne her. Fra borgen går vi til arabernes gamle kvarter, Alfama, som nok er Lissabons mest maleriske kvarter med sin helt egen verden. Også bydelen Belem besøges, hvor en hel række af Lissabons smukkeste bygningsværker ligger, bl.a. det kendte Jeronimos-kloster. Vi ser også Belem-Tårnet, som havde nogenlunde samme funktion som Kronborg i Danmark, nemlig at sørge for hovedstadens sikkerhed. Om eftermiddagen kører vi til byen Sintra med dets mange fine paladser. Byen var allerede i 1300-tallet adelens foretrukne sommerresidens, og det er fra denne periode de dejlige paladser stammer. Denne romantiske by blev navngivet, ”Det herlige paradis” af Lord Byron, da han besøgte byen i 1809. Også vor egen H.C. Andersen har været her. Et besøg på det Nationale Palads, kongepaladset i Sintra, er absolut et must. Paladset er bygget i et miks af maurisk, gotisk og manuelinsk stil og er med sine 2 karakteristiske kegleformede skorstene synlig på lang afstand og dermed et vartegn for Sintra. Efter dette besøg kører vi til Cabo da Roca, det vestligste punkt i Europa. På vejen til Cascais passerer vi Guincho stranden, ”Surfernes paradis”. Cascais og Estoril blev i sin tid kaldt for den portugisiske Riviera og er i dag et yndet sommertilholdssted for det portugisiske jetset.
DAG 3: OBIDOS – NAZARE - ALCOBACA - COIMBRA
I dag forlader vi Lissabon og kører først til eventyrbyen, Obidos, som er på UNESCOs kulturarvsliste. Byen blev anlagt af mauerne og er bl.a. kendt for sin 13 meter høje bymur fra det 13. århundrede. Her indenfor murene føler man sig virkelig i en helt, helt anden verden. Herefter kører vi til Nazaré, Portugals mest berømte fiskerby. Her kan vi stadig se fiskerne og deres hårdtarbejdende koner, som vender fisk i solen. Vi fortsætter mod Alcobaca, som er kendt for sit kloster, der kan dateres tilbage til det 12. århundrede. På denne tid var det munkene, der var ansvarlige for landbruget i området. Klosteret er enkelt dekoreret, men indenfor finder man 2 smukke sarkofager, som tilhører Kong Pedro den 1. og hans elskede Inés de Castro. Deres skæbne er i dag en myte, og denne kærlighedshistorie vil vores rejseleder fortælle mere om. Efterfølgende kører vi til Batalha, hvor vi besøger det vældige kloster- og kirkekompleks, ”Sejrenes Jomfru Maria” i gotisk stil. Komplekset er i dag ét af Portugals største nationale monumenter. Middag og overnatning i Coimbra.
DAG 4: COIMBRA - PORTO
Om morgenen har vi byrundtur i Coimbra. Byen var under kongedømmet hovedsæde for kongerne, men i dag er det især universitetet der er berømt. Der er langt mere prestige i at studere her end i Lissabon. Universitetet blev grundlagt i 1290 og er et af verdens ældste og mest berømte. Vi besøger det gamle bibliotek, som består af 3 smukke højloftede baroksale med enestående udsmykninger. Biblioteket rummer omkring 300.000 bøger og manuskripter. Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Porto, som er en dejlig by med sin egen blanding af fortid og nutid. Aftensmad og 3 overnatninger i Porto.
DAG 5: MINHO - PROVINSEN
I dag skal vi på dagstur i Minho-provinsen, også kaldt Costa Verde, den grønne kyst, og kendt for vinen Vinho Verde, en velsmagende og sund vin, der har et lav sukker- og alkoholindhold. Først kører vi til Guimaraes, som for enhver portugiser er kendt som ”nationens vugge”. Byen domineres af borgen Castelo de Sao Miguel, hvor Alfonso Henriques, landets første konge, blev født for 900 år siden. Borgen blev oprindelig bygget som værn mod maurerne og normannerne. Vi fortsætter til Braga, som med sine mere end 30 kirker og klostre indtager posten som Portugals religiøse hovedstad. Bl.a. besøges domkirken, som er landets ældste og byens top seværdigheder. Kirken blev grundlagt i 1070 og er senere tilføjet elementer i gotik, renæssance og barok. I kirkens skatkammer findes en meget stor samling af kirkelige kostbarheder. Vores næste stop er Bom Jesus, et af Portugals mest berømte valfartssted for pilgrimsrejsende. De mest troende pilgrimme vælger ofte at tage de 252 trin på knæ! Herefter kører vi til Barcelos, en gammel køn by, beliggende ved Cavado-floden. Byen har lagt navn til Portugals nationalsymbol, den farvestrålende Barcelos-hane, der som regel er smykket med hjerter på bryst, vinger og hale. Rejselederen vil fortælle om myten bag den berømte hane. Herefter kører vi tilbage til Porto, hvor resten af eftermiddagen er til fri disposition.
DAG 6: PORTO MED BESØG I PORTVINSKÆLDER
Vi starter om morgenen med en byrundtur, hvor vi bl.a. ser Palácio da Bolas, som er Portos gamle børs og bygget over et franciskanerkloster. Perlen i det kæmpemæssige palads er Salao Arabe, som med arabesker i guld og blåt forsøger, at kopiere den mauriske stil vi kender fra Alhambra. Herefter besøger vi domkirken fra det 12. århundrede, som senere er ombygget, således at interiøret nu fremstår i barok stil. Ribeira-kvarteret, der ligger ud til Duoro-floden er meget charmerende og bestemt et besøg værd. Naturligvis skal vi også besøge et af portvinshusene og smage på den kendte vin.
DAG 7: PORTO - FATIMA - LISSABON
I dag går turen så fra Porto via Tomar, der ligger ved Nabao-floden og er som taget ud af middelalderen og var hovedkvarter for tempelherrerne. Byens største attraktion er uden tvivl Convento de Cristo, Kristusriddernes Klosterborg, som er et arkitektonisk vidunder. Det enorme anlæg består af ikke mindre end 7 klostergårde. Her får man et indtryk af kristusriddernes enorme magt og indflydelse. Bl.a. finansierede de Henrik Søfarerens opdagelsesrejser. Efter besøget sætter vi kursen mod Lissabon, men gør et stop i valfartsbyen Fatima, hvor Jomfru Marie siges at have åbenbaret sig seks gange. Der hviler en speciel atmosfære og mystik over byens mægtige plads, som kan rumme 300.000 mennesker. I maj og oktober under pilgrimsrejsen besøger flere hundredetusinder mennesker dette sted. Overnatning på hotel i Lissabon.
DAG 8: HJEMREJSE
Transfer til Lissabon lufthavn og hjemrejse.
Rejsefakta
- Flyrejse til København - Lissabon t/r
- Hotelliste fremsendes ca. 14 dage før afrejse
- Der benyttes Euro i Portugal
Prisen inkluderer
- Flyrejse København - Lissabon t/r inkl. skatter og afgifter
- Buskørsel i lokal bus med toilet og aircondition
- 7 overnatninger
- 4 x aftensmad
- Ophold i dobbeltværelse med bad og toilet
- Alle nævnte udflugter ekskl. entréer
- Dansk rejseleder







