Chamonix
Et skiløb man ikke finder magen til i hele Europa!
Chamonix er beliggende ved foden af Mont Blanc i den nordvestlige del af De Franske Alper. Det første vinter OL blev afholdt i Chamonix i 1924, og dermed slog Chamonix sit navn fast som et vinter-mekka! I dag er Chamonix ikke kun en vigtig turist destination, men også et strategisk link til Italien via Mont-Blanc tunnelen. Byen gør meget ud af at bevare et fornuftigt forhold mellem turist og transportefterspørgslerne og den fantastiske omkringliggende natur. Byen bærer præg af at have gennemgået forskellige arkitektoniske perioder og moderne bygninger ligger side om side med traditionel fransk stil. Der er barok kirker, protestantiske kapeller, ’art deco’-facader, traditionelle landejendomme og moderne chalet’er. Chamonix er arkitektonisk mangfoldigt, men samtidig charmerende.
Chamonix og dens dale er domineret af Mont Blanc-bjergkæden mod syd og Aiguilles Grive mod nord. Dalen var oprindelig en gletcher og måler 17 km fra Col des Montets til Taconnaz Torrent. Byens centrum ligger i 1035 m.o.h. Chamonix sammenlignes ofte med Aspen (USA), Davos (Schweiz), Fujiyoshida (Japan), Garmish Partenkirchen (Tyskland) og Courmayeur (Italien).
Glatcherne er allestedsnærværende i Chamonix. De dækker et område på 125 km2 og bidraget i høj grad til områdets skønhed. Der er desuden en isgrotte, hvor man virkelig kan få en fornemmelse af isens mange farver og lagdeling. Mange af lifterne giver direkte adgang til exceptionelle udsigtspunkter og bjergrestauranter, og der er markerede vandrespor til dem, der ønsker at opleve området uden ski udner fødderne. Der er desuden to indendørs opvarmede pools, en skøjtebane, fitness, spa-faciliteter, tennis/squash og klatrevæg.
Der er gratis bybusser som gør det nemt at komme rundt i Chamonix og de nærliggende byer. Byens centrum byder på mange specialbutikker, restauranter og caféer med udendørsservering. I Chamonix kan man få alt fra bjergrestauranter, der serverer Savoyard-specialliter over internationale caféer til den to-stjernede Michelin restaurant Albert 1er.
Chamonix er kendt for sit off-piste, og med god grund. En tommelfingerregel siger, at der for hver 1 km. almindelig pist er 3 km. off-piste. Den populæreste off-piste rute er Vallee Blanche turen. Med udgangspunkt i 3.842 m.o.h. breder bjerget armene ud til 23 km. konstante naturoplevelser i et varieret terræn. Man bør dog kun tage turen med en autoriseret guide.
Chamonix er et mekka for bjergbestigere, skiløbere og paraglidere, og bare navnet Chamonix fremkalder indforståede hovednik blandt kendere. Bybilledet bærer præg af en afslappet og rar atmosfære, med fortovscaféer liggende side om side med skibutikker, bagere og delikatesseforretninger. Et byliv, der leder tankerne hen på Gråbrødre Torv i København en lun sommeraften, og i det hele taget en atmosfære, der oser af ekstremt skiløb og forventninger om morgendagens skiføre.
Få steder finder man så varierende og udfordrende skiløb som i Chamonix. Selve skiområdet Chamonix Mont Blanc er delt op i seks mindre områder, og man vælger sit skiområde for dagen og tager derefter en af de gratis skibusser derud, og det fungerer ganske fortrinligt.





















