Les Arcs
Les Arcs
Les Arcs består af fire byer i forskellige højdemeter: 1600, 1800, 1950 og 2000. Byerne har hver deres charme og kvaliteter, og henvender sig på en måde til hver deres publikum:
Les Arcs 1800, er den største af de fire skibyer, og er samtidig byen, hvor after-ski og natteliv er bedst! Les Arcs 1800 er naturligt nok også byen, hvor der er flest unge mennesker… Der er tillige kæmpe store residenser, hvilket betyder, at det her er muligt at indkvartere selv meget store grupper på samme residens. Les Arcs 1800 byder på en helt fantastisk udsigt ud over Tarentaise-dalen ned mod Bourg-Saint-Mourice. Byen ligger omgivet af træer, hvilket sikrer rimelig sigtbarhed ved snevejr, og gør at området stort set altid er åbnet for skiløb. Byen vender mod vest og nyder derfor godt af eftermiddagssolen, hvilket er et hit til after-ski. Les Arcs er bilfri og byder på god fransk atmosfære, delikatesseforretninger, supermarkeder, restauranter, barer og diskoteker. Der er desuden mulighed for at spille squash, bowling, pool, stå på skøjter samt gå i biografen.
Les Arcs 2000 er en super familie-by. Her er masser af aktiviteter for børnene, og hele byen ligger lige ud til pisterne. Les Arcs 2000 er som den højest beliggende af de fire byer, placeret lige ved foden af OL-speedskiingbakken, og der er et flot udsyn til OL-faklen fra byens snetorv. Snetorvet er rammen om flere skønne restauranter med udendørsservering og liggestole og er helt perfekt ved frokosttid.
Alle fire byer byder på gode indkøbsmuligheder, byliv, attraktive rastauranter og after-skibarer. Les Arcs er ganske simpelt et af de mest suveræne skiområder i De Franske Alper. Med i rejsens pris er det lokale liftkort, hvilket betyder 200 km pister som begynder lige hvor du bor!
Paradiski
Les Arcs er et fantastisk skiområde beliggende i Savoie-området i De Franske Alper. I 2003 blev Les Arcs via verdens største kabinelift forenet med naboskibyen; La Plagne. På få minutter transporteres flere hundrede mennesker fra det ene område til det andet, så man kan udnytte områderne fuldt ud. De to skiområder tilbyder tilsammen 425 km pister, og der bydes på et meget alsidigt skiterræn, der hedder Paradiski. Her finder du foruden fantastiske boulevardlignende pister, tre gletschere og to toppe over 3000 m. Samtidig er der mulighed for at prøve Frankrigs største kabinelift, Vanoise Express, som forbinder Les Arcs og La Plagne. Foruden Les Arcs og La Plagne dækker Paradiski over skibyerne Champagny og Villaroger.
Med i liftkortet til Paradiski er der én dags skiløb til Val Thorens og Tignes.paradiski er beliggende i hjertet af De Franske Alper i nationalparken La Vanoise, hvor også områder som Val d´Isère er beliggende. Området byder på lækkert og krævende skiløb, der kan udfordre selv de bedste - specielt terrænet ved Les Arcs byder på lange, stejle sorte pister.
Området omkring La Plagne og Champagny byder på mere varieret skiløb, og fra bjergtoppen Roche Mio får man en helt fantastisk udsigt ud over dalen og Europas højeste bjerg Mont Blanc. Det højeste skiløb i området findes på Glacier de Bellecote. Den højeste pist i Les Arcs finder man på gletcheren Glacier du Varet, som ligger 3.226 meter over havet, hvilket garanterer for en skiferie med sne selv hen imod foråret. I La Plagne finder man ligeledes en gletcher, nemlig Glacier de Bellecôte i 3.417 meters højde.
Er du en af dem, for hvem en skiferie uden off-piste ikke er en skiferie, kan du trygt vælge Les Arcs, der byder på nogle af de absolut fedeste offpist-steder i De Franske Alper. Eksempelvis kan turen ned til den lille bjerglandsby Piesey Nancroix fremhæves, ligesom turen på nordsiden af Aiguille Rousse kan anbefales. Til sidstnævnte skal der dog bestilles taxa til hjemturen samt bjergguide. Er du mere til fart, er der mulighed for at prøve modet på den tidligere OL-speed-skiing-pist.









