Trysil
Skandinaviens største alpinanlæg. Så er det Trysil. Danskerne strømmer til denne charmerende skidestination, der har det hele både på og uden for pisterne. Liftsystemet og pisterne passer som hånd i handske og giver dig lyst til at stå på ski dagen lang. Trysilfjeldets sukkertop ligger lige på grænsen til Sverige blot 210 km nord for Oslo, og på pisterne bliver der snakket alle de skandinaviske modersmål men også sydeuropæisk. Er du til afterski og andre aktiviteter er alpinbyens faciliteter i top med en af Norges mest livlige aftenscener.
Skandinaviske mestre i slalom
Men først og fremmest er Trysil skandinaviske mestre i slalom. Pisterne og udvalget er mange. Variationen mellem stejle fjeldpister og smukke skovpister er stor. Slalomområdet er inddelt i tre, syd, nord og øst. Sydsiden omkring Trysil-fjell Turistcenter og Skihytta er et allround skovområde for alle behov og sværhedsgrader. Nordsiden er højfjeldets pister, der som mange steder i Norge er de letteste og blødeste nedfarter omkring Fageråsen Høyfjellscenter. For de vovelystne er østlige Høgegga sagen med kulsorte nedfarter. Endelig er ”forlystelses-sneparken” kaldet Terrengparken med sine hop og halfpipes for snowboardere og skiløbere god for et par timers sjov. Rundt omkring i terrænet ligger Norge´s største og bedste udvalg af beværtninger, hvor du næsten føler dig hensat til alperne, hvis det ikke lige var for den hyggelige pejs og den norske jente bag bardisken. 12 af slagsen og der bygges hvert år nye. Tre gange ugentlig er der 3 km oplyste pister. Trysil er Norge´s mest snesikre, hvis man tager de 418 snekanoner til 27 pistekm med.
Alt i børnehøjde
Trysil er noget af Norge´s mest børnevenlige. I hjertet af slalompisterne er der 3 børneområder, hvor ungerne kan boltre sig og få undervisning. Som Smotteklubben og legelandet eller skiskolen helt ned til 3 år. Som andre steder i Norge får børn under 7 år gratis liftkort, mod brug af hjelm. Poderne har endda deres egen afterski hver onsdag eftermiddag med leg, grillmad og underholdning. Børneaktiviteterne er et af Trysil´s varemærker.
Langrend og Trysil kommer ikke helt op at ringe. Det er ærlig snak. Norge har langt bedre alternativer på langrendsløjperne, men de 100 km præparerede løjper går alligevel gennem dybe skove. Der er 3 km lysløjper.














