Pakkerejse

DAG 1: DANMARK - ODESSA

Fly fra København til Odessa via Budapest. Efter ankomsten er der transfer til M/S Dnieper Star og indkvartering. Aftensmad ombord.

DAG 2: DAG TIL HAVS

Vi tilbringer dagen til havs. Efter morgenmaden vil der være et introduktionsmøde, der rundes af med et besøg hos kaptajnen på broen. Frokost og aftensmad om bord.

DAG 3: JALTA

Efter morgenmaden ankommer skibet til Jalta, Krims Perle. Med sit milde klima og sin smukke natur var Jalta zarens og den russiske overklasses foretrukne feriested. Byens gader stiger stejlt fra kystlinien med dens mange træer, kirsebær, laurbær og de høje, statelige cypresser.  Der er mulighed for at tilkøbe en spændende udflugt til Livadiapaladset, den sidste zars sommerpalads.
Frokosten er en speciel tilberedt ukrainsk frokost, og gæsterne får mulighed for at smage den populære ukrainske vodka, Gorilka. Frokosten bliver ledsaget af folkedans og levende musik. Eftermiddagen er til fri disposition til at udforske Jalta på egen hånd. Der er også mulighed for mod tillæg at tilbringe eftermiddagen på byens helt store seværdighed, forfatteren Anton Chekovs hus.  Aftensmad og champagnesmagning ombord på skibet, hvor den lokale krimchampagne smages.

DAG 4: JALTA

Efter morgenmaden er dagen er til fri disposition til at gå på opdagelse eller tage på shopping i Jalta. Frokost ombord. Der er mod tillæg mulighed for at komme med på en dejlig halvdagsudflugt til Vorontsovsky paladset. Efter besøget på paladset fortsætter turen til Krims mest berømte vinkælder, Massandra, hvor vi skal smage på de liflige dråber. Eftermiddagen er til fri disposition. Aftensmad ombord på skibet.

DAG 5: JALTA - SEVASTOPOL

Morgenmad ombord. Skibet ankommer til Sevastopol kl. 08.30. Efter ankomst er der byrundtur, hvor højdepunktet er besøget på Panoramamuseet. Byen er en af Sortehavskystens mest kendte byer.. Byen blev grundlagt i 1778 og har altid været hjemby for Sortehavets militærflåde. Frokost ombord. Eftermiddagen på egen hånd i Sevastopol.
Der er endvidere mulighed for at tilkøbe en tur til de antikke ruiner i Chersoneses, der i 1996 blev optaget på UNESCOS verdensarvsliste. Aftensmad ombord.

DAG 6: SEVASTOPOL

Dagen er til fri disposition i Sevastopol. Der er endvidere mulighed for at tilkøbe en tur til enten Bahchisaray, Tatars klanens residens, hvor vi besøger paladset og stifter nærmere bekendtskab med Tårefontænen, der blev berømt takket være den russiske digter Pushkin, eller til nabobyen Balaklava, som er kendt for at danne ramme om hemmelige havne, der kunne holde ubåde skjult i bjergene. Frokost og aftensmad ombord. Kl. 20.00 fortsætter skibet mod Kherson. Der kan tilkøbes billet til en koncert med det store orkester ”Black Sea Fleet” i det lokale kulturhus i Sevastopol først på aftenen.

DAG 7: KHERSON

Morgenmad og frokost ombord. Om eftermiddagen ankommer vi til Kherson, en havneby der er grundlagt i 1778. Byen er beliggende ved udmundingen af floden Dnepr og har ca. 300.000 indbyggere. Vi sejler op i det smukke floddelta i mindre både. Aftensmaden nyder vi i en hyggelig landsby i nærheden, hvor der vil være udendørsservering af lokale specialiteter. Vi skal naturligvis også smage den hjemmebrændte vodka. I løbet af aftenen vender vi tilbage til skibet, der kl. 22 fortsætter tilbage til Odessa.

DAG 8: ODESSA

Efter morgenmad ombord er der byrundtur i Odessa. På rundturen ser vi bl.a. den berømte Potemkintrappe, der rejser sig ca. 144 meter over havets overflade.  Vi vender tilbage til skibet og spiser frokost, hvorefter eftermiddagen er til fri disposition. Der er mulighed for at tilkøbe en halvdagsudflugt til landsbyen Katovsky som ligger ca. 15 kilometer fra Odessa. Under 2. verdenskrig var byen en af modstandsbevægelsens højborge med kilometervis af underjordiske gange, som rummede små sygehuse, trykkerier og beboelse. Katakomberne er i dag et spændende museum. Aftensmad ombord. Om aftenen er der mulighed for ombord at tilkøbe en opera- eller balletforestilling i den berømte Odessa Opera.

DAG 9: ODESSA

Efter morgenmad ombord er hele dagen til fri disposition i Odessa. Der serveres frokost ombord på skibet, og om aftenen er det blevet tid til kaptajnens gallamiddag. Der er på denne dag mulighed for ombord at tilkøbe en spændende rundtur i Odessa med fokus på byens religiøse fortid og nutid. Aftensmad om bord.

DAG 10: ODESSA - DANMARK

Efter morgenmad ombord rejser vi  tilbage til København via Budapest.