1. dag: Udrejse og overnatning
Efter endt opsamling går turen over grænsen og i løbet af dagen sydpå gennem Tyskland til middag og overnatning.
2. dag: Bodensøen og Alperne
Vi fortsætter sydpå, og allerede ved middagstid når vi frem til Bodensøen og byen Lindau, hvor
der bliver en pause med god tid til at nyde denne smukke by, som gennem tiderne har været forbindelsesleddet mellem nord og syd. Midt på eftermiddagen går turen gennem den østrigske by
Bregenz og ind i Schweiz. Her venter en utrolig smuk køretur gennem Alperne, og via St. Bernadino-tunnelen når vi over på sydsiden af Alperne. Til aften er vi fremme i Lugano, hvor vi skal bo 2 nætter. Vi skal bo på et godt hotel i gåafstand fra Luganosøen og centrum.
3. dag: Lugano til fods
Vi tilbringer dagen i Lugano, hvor der bliver lejlighed til at nyde middelhavsklimaet og den dejlige promenade langs søen. Der bliver også mulighed for at opleve Luganos centrum, hvor især katedralen fra det 15. årh. er seværdig. I centrum er der masser af spændende og flotte forretninger, cafeer og restauranter. Vi slutter en afslappende dag af med middag på hotellet.
4. dag: St. Gotthardpasset og Immensee
Efter morgenmaden forlader vi Lugano og nu venter igen en pragtfuld bjergtur gennem Alperne. Via Bellinzona går turen op mod St. Gotthardpasset og St. Gotthard-tunnelen, hvor vi kommer op i mere end 2.000 m’s højde og med udsigt mod toppene på mere end 3.000 m. Om eftermiddagen besøger vi den charmerende by Altdorf. Her findes det berømte bytårn, og midt på torvet findes et mindesmærke for Wilhelm Tell, der ifølge legenden på dette sted skød æblet af sin søns hoved. Vi følger den berømte Axenstrasse, der løber langs Vierwaldstättersøen, og vi kommer gennem byerne Gersau, Vitznau og Weggis. Til aften når vi byen Immensee ved Zugersøen, der er nabo til Vierwaldstättersøen. Her bliver vi indkvarteret på Seehotel Rigi, hvor vi skal bo 4 nætter.
5. dag: Vierwaldstättersøen
Efter dejlig morgenmad kører vi en flot tur gennem Küssnacht til Vierwaldstättersøen. I byen Luzern holder vi en længere pause, og vi vil spadsere en tur i byen og bl.a. se den gamle overdækkede træbro, Kapellbrücke, som går helt tilbage til det 14. årh, samt Luzern-løven. Vi vil også besøge den gamle bydel omkring Weinmarkt med de dekorerede bygninger. Efter en hyggelig tur kører vi tilbage til hotellet. Vi holder eftermiddagen fri, så vi kan lære den dejlige by at kende.
6. dag: Schwyz
Om formiddagen holder vi fri, og for de, der har lyst, bliver der mulighed for en dejlig sejltur på Zugersøen. Om eftermiddagen kører vi en lille tur gennem byen Schwyz, der har lagt navn til landet, og videre til Einsiedeln. Her bliver der mulighed for at se den flotte Benediktinerkirke, som anses for at være Schweiz’s største barokbygningsværk.
7. dag: Schweiziske Alper
I dag skal vi se og opleve den storslåede natur, som findes i de schweiziske alper i området Berner Oberland. Vi kører en afvekslende rute ad bjergveje og langs bjergsøer. Vi kører forbi Luzern, og inden længe skal vi over Brünigpass i 1007 meters højde. Her drejer vi ind i Haslital, og snart begynder det for alvor at gå opad ind gennem Gadmertal. Vi følger den smukke bjergvej over Sustenpasset i 2224 meters højde med udsigt til bjergtoppe med højder over 3500 meter. Her får vi virkelig et indtryk af naturens storhed. Herefter går turen tilbage til Immensee, hvor der om eftermiddagen vil være tid til at slappe af hjemme ved Immensee.
8. dag: Schauffhausen og overnatning
Vi forlader atter Immensee og kører nordpå gennem Zürich til Schaffhausen. Her holder vi en pause og ser det imponerende Rhinvandfald, som er Europas største vandfald. Efter dette besøg passerer vi snart grænsen til Tyskland, og i løbet af dagen går turen forbi Stuttgart og Würzburg til sidste overnatning i Midttyskland.
9. dag: Hjemkomst
Straks efter morgenmaden går det videre nordpå mod den tysk/danske grænse og videre mod hjembyerne.