Rejsebeskrivelse
DAG 1: UDREJSE OG OVERNATNING
Efter endt opsamling går turen sydpå forbi Hamborg og videre ned gennem Tyskland. Vi har vores første overnatning i det smukke Tyskland. Aftensmad.
DAG 2: ALPERNE
Morgenmad og afgang mod Østrig. Vi tager den direkte vej til Tyrol, og kører igennem de flotte alper og ind i mod Zillerdalen. Vi har vores første stop i Rattenberg for at besøge Håndværkermuseet. Herefter besøg på osteri i Fügen inden vi fortsætter til vores hotel. Ankomst og indkvartering her skal vi bo de næste 3 dage.
DAG 3: SLOT OG DAMTOG
En indholdsrigdag, hvor vi starter med at besøge det flotteste slot i Tyrol, Tratzberg. Med bumletoget transporteres vi op til slottet, hvor vi har god tid til en spændende rundvisning. Frokosten (en kold platte) indtager vi i den lille by Pill, hvor vi efterfølgende skal på skolebænken til et festligt snapse-seminar med tilhørende smagsprøver. Vi garanterer for, at det bliver turens sjoveste frokost! Derefter går turen til Mayrhofen med bus. Kort ophold i Mayrhofen på egen hånd inden vi skal retur med damptoget til Fügen (køres evt. i omvendt rækkefølge). I toget er der musik. I Fügen venter bussen på os og vi returnerer glade med bussen tilbage til vores hotel. Efter lidt afslapning på hotellet inden aftensmaden, rundes dagen af med aftensmad samt tyrolermusik på hotellet.
DAG 4: INNSBRUCK
Vi har tidlig afgang mod Tyrols hovedstad, Innsbruck. I Innsbruck starter vi med at besøge den olympiske skihopbakke, Bergisel, hvor vi fra toppen har mulighed for at nyde den enestående udsigt ud over byen og bjergene. På byrundturen, skal vi se byens vartegn Goldenes Dachl. Herefter tager vi op med Hungerburg-Bergbanen inde i Innsbruck, hvor vi kommer helt op i 2256 m. højde. Først med Hungerburg-Banen, og derefter videre med Panorama-liften. I Seegrube har man udsigten ned over byen på den ene side, og fra den anden side udsigten over Karwendel. På vej fra Innsbruck besøger vi en østrigsk bondegård i Stans og hører om landets landbrugsproduktion. Der er også smagsprøver inkluderet i besøget.
DAG 5: SEJLTUR PÅ ACHENSEE
Vi forlader vort hotel og kører hen til havnen i Achenkirch. Her starter dagen med en skøn sejltur til Pertisau. Herefter kører vi ad snoede veje kører op på Gramai-Alm (1263 m). Her nyder vi den fantastiske udsigt, inden vi sætter os til bords i en fredet hytte i det fantastiske naturområde, hvor vi får serveret en typisk østrigsk frokost. Vi fortsætter forbi Innsbruck, og videre til Schwaz, hvor vi skal besøge Franziskanerklosteret og den smukke kirke med de 15.000 kobberplader på taget. Dagens endestation bliver vort hotel i Arlberg området, som om vinteren er et af de mest mondæne og dyre skiområder i Østrig. Om sommeren er her mere fredeligt, og man kan ikke andet end at blive begejstret for den fantastiske natur. Efter indkvarteringen er der aftensmad.
DAG 6: FRIDAG
Efter nogle flotte og indholdsrige udflugtsdage fyldt med indtryk, er det blevet tid til en fridag! Her kan man slappe af på hotellet og nyde de gode faciliteter, gå en tur i byen eller få et forslag fra rejselederen til en tur ud i det blå på egen hånd.
DAG 7: SILVERETTASEE
Efter at have nydt den dejlige morgenbuffet, skal vi på en utrolig smuk udflugt til Silvrettasee. En naturoplevelse udover det sædvanlige! Via Arlbergpasset (2023 m) og Bludenz når vi frem til de mondæne skisportsbyer Lech og Zürs - Østrigs dyreste vinterferiebyer, hvilket man absolut fornemmer, når man ser forretningerne og de imponerende hoteller. Her er der frokost (ej inkl.) og tid til afslapning, inden vi vender hjem til vort hotel.
DAG 8: ROTHENBURG OG OVERNATNING
Mættet med oplevelser fra det skønne Østrig, sætter vi os til rette i bussen og kører mod vort overnatningshotel i Tyskland. Vi kører via Arlbergtunnelen og Bregenz/Bodensee op til den smukke by Rothenburg ob der Tauber, der ikke blot er berømt for sine utrolig smukke bindingsværkshuse, men i høj grad også for julemarkedet der er åbent året rundt! Her holder vi en god pause, inden vi kører videre til vort hotel for turens sidste overnatning.
DAG 9: HJEMKOMST
Turens sidste etape! Med kufferten fyldt af gode ferieminder, begynder vi så småt at tage afsked med vore rejsefæller.