Rejsebeskrivelse
2. dec
Vi ankommer til lufthavnen ca. kl. 12.00 og har transfer til vores hotel, hvor vi bor i 3 nætter. Allerede på vej til hotellet får man et førstehåndsindtryk af den flotte by. Vi starter med indkvartering på hotellet, hvorefter der er lidt tid inden vi alle mødes med rejselederen for at tage en tur til midtbyen – på den måde får alle prøvet de offentlige transportmidler. Husk at der i rejsen er inkl. et ”Wien Travel Card” som giver adgang til gratis offentligt transport og rabat på mange entréer.
3. dec
Efter morgenmad tager vi på byrundtur til fods (primært) gennem det indre Wien. Den gamle hovedstad for det østrig/ungarske kejserrige har meget at byde på. Her skal blot nævnes Stephansdom (Wiens vartegn), Graben, Kohlmarkt, Kärntner Strasse, Hofburg og Staatsoper. Byrundturen slutter ved middagstid. Resten af dagen er til fri disposition, besøg fx Schloss Belvedere eller en af de mange julemarkeder i byen. Julemarkedet på Rådhuspladsen er åbent hver dag fra kl. 09.00-21.00. Til aften mødes vi igen og tager samlet turen til bydelen Grinzing, hvor restauranterne er fyldt med glade gæster , vin, sang og musik. Vi spiser til aften og smager på den kendte Heuriger-vin.
4. dec
Efter morgenmad går turen med metro til Schloss Schönbruun, Wiens Versaille. Her får vi en rundvisning på slottet og bagefter er der mulighed for at spadsere en dejlig tur i den meget flotte park. Turen slutter til middag. Eftermiddagen er igen til fri disposition, bl.a. til at se nærmere på de mange seværdigheder i midtbyen og evt. shoppe lidt. 5. dec Morgenmad og hen på formiddagen forlades værelserne. Herefter er der tid til en tur rundt i Wien inden vi først på eftermiddagen samles og kører til lufthavnen. Forventet hjemkomst til Kastrup er kl. 19.20.