Pakkerejse

DAG 1: AFREJSE

Efter endt opsamling går turen direkte til Hirtshals, hvor vi vil være ca. kl. 13.00. Her vil der være check-in, og vi får vores kahytter. Kl. 15.00 er der afgang med M/F Norröna mod Færøerne og en fantastisk uge ligger foran os. Allerede den første aften venter der kulinariske oplevelser i buffet restauranten. Smyril Line byder os velkommen om bord, og der serveres en velkomstcocktail i Vikingklubben.

DAG 2: SEJLADS

Efter en god nats søvn bydes på den store morgenbuffet. Dagen kan bruges på de mange faciliteter om bord. Forbered dig til opholdet på Færøerne ved hjælp af en film, som vises i biografen. Om aftenen er der igen stor buffet i buffet restauranten med alt hvad hjertet begærer.

DAG 3: FÆRØERNE - GJÓGV

Mandag morgen kl. 5.00 ankommer vi til Tórshavn. Efter tidlig morgenmad venter vores lokale guide og bus på kajen kl. 08:00. Vi kører mod Eysturoy langs kysten gennem flere farverige bygder og over Atlanterhavsbroen, som knytter øerne Streymoy og Eysturoy sammen. Vi kører mod den charmerende bygd Gjógv, som har navn efter den lille naturhavn med høje klippevægge på begge sider. Derefter et besøg i den hyggelige garnforretning Navia. Færøerne (på færøsk Føroyar) betyder fåreøerne, og som navnet siger, er der rigtig mange får på øerne. Derefter går turen tilbage til Tórshavn, hvor vi ankommer kl. 13:00.
Vi sejler igen fra Tórshavn kl. 14.00. I starten sejler vi imellem øerne og meget tæt på land, og det er en fantastisk oplevelse. Om eftermiddagen indstiller vi os på vores besøg på Island med kaffe og islandsk kage. Der vises en film om Island. .

DAG 4: ISLAND - MÝVATN

Allerede tidligt om morgenen kan vi se Island. Under morgenmaden nyder vi den smukke indsejling ad fjorden til den idylliske lille by Seyðisfjörður på Østisland. Vi ankommer kl. 09.00 og Norröna ligger her helt til onsdag aften. Bussen henter os og der køres til Egilstaðir, hvor vi afhenter vores guide. Vi kører igennem den lange og frugtbare Jökuldalurdal op på Mödrudalsheidi – et ørkenlignende plateau ligesom et månelandskab. Herfra kører vi direkte til Mývatn, hvor vi besøger Myvatn Natur Bad (husk at tage badetøj med). Det er en lille sø med naturligt varmt vand, fyldt med mineraler som giver vandet en smuk lyseblå farve. Der er tilknyttet et lille cafeteria, hvor vi får en enkel frokost efter badningen. Om eftermiddagen ser vi nogle af seværdighederne i området omkring Mývatnsøen. Her er vulkanområdet Krafla fra 80’erne og Námaskarð solfataras, som er rygende og boblende svovlmudder med geotermisk aktivitet og den karakteristiske svovl lugt samt Dimmuborgir Lava Labyrinth og pseudokraterne ved Skútustaðir. Aftensmad og overnatning i Mývatnområdet.  

DAG 5: ASBYRGI OG DETTIFOSS

Morgenmad på hotellet. I dag kører vi via Tjörnes halvøen og besøger Asbyrgi, en hesteskoformet kløft, hvor vi kan få en gåtur igennem den lille skov, som er beskyttet af den 100 m høje klippevæg. Derfra køres til det lille, men smukke vandfald Hafragilsfoss og derefter videre til Dettifoss, som er Europas kraftigste vandfald og som er 44 m høj. Herfra fortsættes mod øst til Egilstaðir og Seyðisfjörður. En enkel frokost/madpakke er inkluderet.
Kl. 20.00 sejler vi igen fra Seyðisfjörður med kurs mod Færøerne. Oplevelserne fra fantastiske Island har vi med i bagagen, der serveres en vikingdrink i Sky baren på soldækket, mens vi forlader Island.

DAG 6: FÆRØERNE OG TORSHAVN

Morgenbuffet. Der vises en film om Færøerne og Kl. 15.00 ankommer vi til Tórshavn. Vores lokale bus og guide henter os på kajen kl. 15.30, hvorefter vi kører over fjeldet til Kirkjubøur. Dette er Færøernes gamle, historiske og kulturelle centrum med den maleriske kongsgård, hvor den nuværende kongsbonde er den 17. generation i rækken. Vi ser den ufuldendte Magnuskatedral samt den lille Olavs kirke fra Middelalderen. Herefter går turen tilbage til Tórshavn. Bussen sætter os af ved den gamle bydel, og vi forsætter en guidet tur gennem den charmerende bydel i Tórshavn, hvor vi finder Tinganes og domkirken. Vi er tilbage ved Norröna kl. 19.30. Kl. 21.00 går turen videre med kurs mod Hirtshals. Buffet i restauranten.

DAG 7: SEJLADS

Vi starter dagen med dejlig morgenbuffet i restauranten. Nyd den sidste dag om bord med skibets gode faciliteter. Vi afslutter ugen med manér. Aftenen står på vikingebuffet.

DAG 8: HJEMREJSE 

Efter en god nats søvn forlades værelserne og vi skal for sidste gang spise den store morgenbuffet. Vi ankommer til Hirtshals kl. 9.00. Herefter kører busserne retur til diverse hjembyer.