Chamonix
Et skiløb man ikke finder magen til i hele Europa!
Chamonix er beliggende ved foden af Mont Blanc i den nordvestlige del af De Franske Alper. Det første vinter OL blev afholdt i Chamonix i 1924, og dermed slog Chamonix sit navn fast som et vinter-mekka.
Byen bærer præg af at have gennemgået forskellige arkitektoniske perioder, og moderne bygninger ligger side om side med traditionel fransk stil. Der er barok kirker, protestantiske kapeller, ’art deco’-facader, traditionelle landejendomme og moderne chalet’er. Chamonix er arkitektonisk mangfoldigt, men samtidig charmerende. Byens centrum ligger i 1035 m.o.h.
Chamonix er kendt for sit off-piste, og med god grund. En tommelfingerregel siger, at der for hver 1 km. almindelig pist er 3 km. off-piste. Den populæreste off-piste rute er Vallee Blanche turen. Med udgangspunkt i 3.842 m.o.h. breder bjerget armene ud til 23 km. konstante naturoplevelser i et varieret terræn. Man bør dog kun tage turen med en autoriseret guide.
Trænger man til et afbræk fra skiløbet byder byen på to indendørs opvarmede pools, en skøjtebane, fitness, spa-faciliteter, tennis/squash og klatrevæg i byen. Der er gratis bybusser, som gør det nemt at komme rundt i Chamonix og de nærliggende byer. I byens centrum finder man mange specialbutikker, skibutikker, bagere, delikatesseforretninger, restauranter og caféer med udendørsservering. Er man til goumetmad er byens 2-stjernede Michelin restaurant Albert 1er et besøg værd.













