Pakkerejse

1.dag: Udrejse
Vi kører via Storebæltsbroen til Sjælland og København. Herfra via Øresundsbroen til Sverige. Herefter gennem Skåne til Ystad. Vi sejler fra Ystad enten kl. 15.15/16.360 eller kl. 18.30. Der er fra Rønne ca. 30 min. kørsel til Hotel Balka Søbad, hvor vi bliver indkvarteret og herefter er der aftensmad. På turene med afgang kl. 18.30 spiser vi til aften på færgen. (Der tages forbehold for ændring i færgeafgangene).

2. dag: Åkirkeby og Dueodde
Efter morgenmaden starter vi fra hotellet og kører en rundtur i Nexø. Vi fortsætter til Årsdale mølle og Granitværkstedet, inden vi kører til Almindingen, Ekkodalen og Åkirkeby. Her holder vi vores frokostpause. Om eftermiddagen gør vi holdt ved kirken i Åkirkeby, herfra fortsættes til Dueodde med den flotte sandstrand og fyrtårnet. På vej hjem gøres dagens sidste stop ved Kjaerstrup Chokoladebutik i Snogebæk. Herfra er det muligt for dem der ønsker det at gå hjem til hotellet langs stranden (ca. 2 km).

3. dag: Hammershus og Rønne
Dagens udflugt starter med lille rundtur i Gudhjem, vi fortsætter gennem Sandvig og Allinge mod Hammershus. Vi kører ned til Opalsøen og Hammershus, hvor vi også holder frokostpause. Efter frokosten og besigtigelse af Hammershus går turen videre langs den ugæstfrie Nordvestkyst, med et smut ned til Vang, Helligpeder, Teglkås og Ginesminde. Videre gennem Hasle by og ind til Rønne. I Rønne bliver der tid på egen hånd. På vejen hjem ser vi ned i Bornholms største stenbrud ”Stubbeløkken”.

4. dag: Fridag / Gudhjem / Christiansø
I dag tilbydes en tur til Gudhjem eller Christiansø hvis vejret tillader det. Turen er på egen hånd og ikke inklusiv i prisen. Christiansø er opkaldt efter Chr. d. V., som anlagde øens fæstningsværker i 1684. Når man færdes her, er det let at tænke sig tilbage til en fjern fortid. Vi kører til Gudhjem og herfra tager man evt. båden. Ved hjemkomsten til Gudhjem er der tid til at se lidt på byen, inden vi kører tilbage til hotellet. Dagen kan også bruges til at slappe af på hotellet og nyde stranden eller poolen. (udgår på 5. dages rejser)

5. dag: Svaneke og Sommerfuglepark
På dagens tur kører vi forbi ”Svenskehusene” i Nexø, inden vi besøger Østerlars Rundkirke. Videre til Kræmmerhuset som er en spændende have og butik med keramik og pileflet. Vi fortsætter til en af de tre Rokkestene og bagefter er der besøg på Baltic Sea glaspusteri. Frokost ved Svaneke røgeri (Det er muligt at købe røgvarer til fortæring i røgeriet, eller til at tage med hjem). Om eftermiddagen er der tid på egen hånd i Svaneke og herfra går turen til Bornholms Sommerfuglepark ved Nexø.

6. dag: Hjemrejse
Vi pakker bussen og kører til færgehavnen i Rønne, hvor vi går ombord på færgen til Ystad. Via København og Sjælland går det retur til Fyn og Jylland. Vi sejler fra Rønne ca. ved ti-tiden. (Der tages forbehold for ændringer i færgetiderne)